Du fortjener
at dine skattekroner bliver brugt ordentligt
Vi skal have en mere effektiv offentlig sektor og gøre op med spild, pseudoarbejde og overdrevent bureaukrati.
Den offentlige sektor bruger cirka 1.100 milliarder hvert år, og cirka halvdelen bliver brugt på overførsler, og den anden halvdel bliver brugt på offentligt forbrug. Det er altså næsten 600 milliarder af danskernes egne penge, som hvert år bliver brugt direkte i den offentlige sektor. Det er et svimlende stort beløb, som skatteyderne skal punge ud med hvert år. Kan det virkelig passe, at der skal så mange penge til, og bliver de brugt fornuftigt?
Sandheden er, at lysten til at vide det ofte er lille. Vi bruger cirka 45 milliarder kroner hvert år på sociale indsatser, som ingen kender virkningen af. I 2017 viste en analyse i Berlingske, at alene de tre største kommuner i Danmark havde afsat 150 millioner kroner til fortrinsvis meningsløse integrationsprojekter. Vores beskæftigelsessystem koster 13 milliarder hvert år, og resultaterne er ikke ligefrem prangende. Det kan vi simpelthen gøre bedre.
Så er der de store, brede velfærdstilbud, som velfærdsstaten angiveligt er sat i verden for: I stedet for at fokusere på kernevelfærden – undervisning, sygepleje og direkte service til borgeren – er den offentlige sektor sandet til i bureaukrati, og det har udhulet velfærden. Alt for mange medarbejdere bruger kostbar tid på dokumentation, papirnusseri og pseudoarbejde i stedet for at fokusere på det væsentlige. Flere og flere penge bruges på bureaukrater og kolde hænder, mens velfærden nedprioriteres. Vi skal derfor afbureaukratisere den offentlige sektor: Regelmængden må ikke vokse, og i stedet for at hyre DJØF’ere og journalister i hobetal, skal staten og kommunerne prioritere medarbejdere, som leverer direkte velfærd til borgerne. Det kan kun opnås ved at sætte velfærden fri, som du også kan læse mere om her på siden.
Det er altså ingen naturlov, at den offentlige sektor skal blive dyrere. Den kan sagtens blive bedre og billigere, hvis vi skærer overflødige og meningsløst projektmageri, pseudoarbejde og pengespild fra og sætter velfærden fri. Du fortjener, at dine skattekroner bliver brugt ordentligt – og at der bliver brugt færre af dem.
Bliv medlem
50% rabat
